Find din idealvægt

Hvad er din idealvægt? Det er et rigtig godt spørgsmål, og afhængig af hvilken metode du bruger, kan resultatet se meget forskelligt ud.

Nedenfor vil de forskellige metoder til at beregne idealvægten blive gennemgået, så du kan få en idé om, hvad din idealvægt er.

Husk dog på, at i den sidste ende er det dig selv som er bedst til at vurdere, om du har brug for at tabe dig.

Badevægten

Badevægten er den simpleste måde at finde ud af, om du vejer for meget.

Problemet med denne metode er bare, at det er svært at sammenligne dig med andre personer, da alle er forskellige i højde og drøjde. Så vægten bør først og fremmest bruges til at holde øje med, om din vægt bevæger sig i den rigtige retning.

BMI

BMI står for Body Mass Index og er en metode, der tager højde for din højde.

Regnestykket ser således ud:

BMI = vægt / (højden x højden).

Et eksempel: En kvinde er 1,65 meter høj og vejer 66 kg. Så beregnes BMI’en på følgende måde:

BMI = 66 / (1,65 x 1,65) = 24,3

Er ens BMI under 18,5 er man undervægtig, er det over 25 er man moderat overvægtig og er det over 30 er man svært overvægtig.



Kvinden fra eksemplet ligger altså lige præcist indenfor gruppen med idealvægt. Hun skal dog ikke tage mere end tre kg. på, før hun ryger op i gruppen af overvægtige.

Måling af fedt

I virkeligheden er vægten bare en nem måde at bestemme om man er overvægtig. Men rent faktisk er det ikke vægten med ens fedtmængde, der afgør, om man bør gå på en slankekur.

Muskler vejer f.eks. mere end fedt, så en meget sportstrænet person vil alt andet lige have en højere vægt end en person med samme højde, som ikke dyrker motion.

Du bør derfor også kigge på mængden af fedt, når du skal bestemme, om du har brug for at gå på slankekur.

Det er der forskellige metoder til. Den simpleste er at kigge på dit taljemål. Optimalt set bør taljemålet være under 80 cm for kvinder og 94 cm for mænd. Er det højere øges risikoen for diabetes, hjertekarsygdomme mm.

Problemet med metoden er, at taljemålet kun siger noget om mængden af fedt omkring livet. Og ikke noget om fedtandelen på resten af kroppen.

En bedre metode er derfor hudfoldsmåling. Her bruger du en speciel tang til at måle fedtprocenten på udvalgte dele af kroppen.

Gentager du proceduren i løbet af en succesfuld slankekur, vil du helt præcist kunne se, hvordan fedtet svinder ind på din krop.

Metoden kræver dog et vist håndelag for at kunne udføres korrekt.

Ingen ideel metode

Som det forhåbentlig fremgår, så er der ingen ideel metode, når du skal finde din idealvægt.

Det bedste er derfor at kombinere de forskellige metoder. Og så ikke mindst tage et kig i spejlet og se, om du er tilfreds med det, som du ser.